[Vers 1]
Han var et stille barn, ik snakket til meget eller særlig stimuleret
Fra dårlige kår værre men dog kærlige forældre der bare ik ku se at
Det han havde brug for var mere end bare materielt drengen
Manglede basale værdier hans far sad bare og stirrede
Mens hans mor puffede pulver på et rør af sølvpapir
Og det så sjovt ud for en ni årig der ik forstår hvorfor hun dirrede
Eller kørte væk i et par timer og kom tilbage med et par tusind
Spir og sagde han ik måtte sige noget og det var jo mor
Så han lovede plus han ik ku´ li´ at se
Når far kom til at slå mor i hovedet for han havde selv prøvet at bli´ slået
Mange gange så han var bange for fars arme selv om det ik
Gjorde ligeså ondt som han havde troet i skolen var han komikeren
Der stod i gangen og hang i stedet for klassen mere end blot
Nogen gange og det var soleklart han ik ku nås for han var
Skæv når han stod skoleret han lo bare eller lod
Som ingenting til alle der sagde til ham han var god nok
For det var ikke noget han troede hele hans verden var et rod
Han lærte alt på den hårde måde uden fatte det før senere
Når det var for sent og overstået og sådan gik årene mens han groede
Fra barn til preteen til teenager med kirsebærvin
Og hang til mer end billige grin på bekostning af folks
Ting, han havde efterhånden et helt hold der tænkte på penge
Og vold i stedet for leg boldspillen og snold ingen kom
Dem nær få prøvede at stoppe dem væremåden de var var fucked
Det vidste de godt men alternativet var værre og de ville blot
Være som de andre og ha´ det godt selv om de følte de ik var det værd
Før de var færdige med at vokse op og der gik lang tid før han følte
Sådan på sin egen krop

[Omkvæd]
Forvirret barn forpurret sind
Et liv har mange faktorer der afgør udkommet ingen
Større end dig selv og din gøren og tænken
Det let at vide men er viljen skabt stærkere ”større på indspilningen” end lænken

[Vers 2]
Hans mor forventede te og kaffe, med SSP og snak
Om hvad han nu havde bedrevet tit for hun var vendt til det som bank
Plus, hun nævnte det ik for far for de havde stadig den samme pagt
Selv efter hun flyttede hjemmefra efter det følte han intet og bare
Han sgu stå op måtte han lige ligge og det hjalp ik med ik
Bar mer end den del fede selv om han allerede som tretten
Sad og ristede cigaretten for ik at ku smage tobakken
Når han puttede tjald ned i tjubangen eller satte hovedet i slangen
På bongen og sugede til tankestrømmen frøs til is og han gik
Kold uden at tænke på for mange drømme for hans håb sad ligeså løst
Som hans nerver hang uden på trøjen han var hærget af livet sværgede
Til røgen og snavede på piben når han huskede han levede i møget
For ik at tænke over hva han lavede der eller skulle se hvad han døjede
Med når han kiggede tilbage vidste han godt han sku ha åbnet øjnene
Men til sidst var han så langt ude han gav en fuck og løb
Videre følte han altid havde følt han var dømt til at dø tidligere
End de fleste så han løb videre glemte alt om at søge viden
I sit forsøg på flygte vildfaren og fyrrykt rykkede han sine
Grænser stødt alt sammen for ikke at føle den samme gennemgående
Følelse af at være skabt for at dø til han var tom
For følelser kun bange for sig selv det var han nødt til der
Hvor han kommet til folk han følte for sagde de ik ku kende
Ham og han havde det egentlig bedst sådan for han søgte det bedste for dem
Ved at få dem til at til at glemme ham så han ik igen ku såre dem

[Omkvæd]